Alling Å
Naturprojekt i Alling ÅdalEfter genslyngningen af Alling Å fik Naturstyrelsen et stykke jord tilovers, som styrelsen gerne så anvendt til rekreative formål og dermed bidrage til større kendskab til naturen og dens dyre - og planteliv. Der var stor lokal interesse for Naturstyrelsens tilbud om at få arealet stillet gratis til rådighed, og der blev dannet et lokalt partnerskab af Årslev - og Voldumborgere, Voldum Friskole, Hørning Borgerforening, Naturfredningsforeningen i Favrskov, Randers Lystfiskerforening, Produktionsskolen Mimers Brønd, Dansk Ornitologisk Forening, Naturstyrelsen, Favrskov Kommune og Randers Kommune.
Som Årslev Borgergruppe indhentede dette partnerskab tilbud og ansøgte om midler fra LAG-Randers, og suppleret med kommunale kroner og midler fra Naturstyrelsen blev det til i alt godt 235.000 kroner, der nu er omsat til bålhus med indbyggede shelters, en toiletbygning og fire bord- og bænkesæt.
Projektet omfattede tillige en sti, der forbinder området med andre stier til og fra Alling Å og en bro, der forbinder Randers og Favrskov kommuner på tværs af åen. Tæt på broen er lavet en ”undersøgelsesbrink”, hvorfra skoleklasser m.fl. kan få vandnaturoplevelser og foretage undersøgelser. Seks info-tavler i shelteret fortæller om områdets geologi, flora og fauna, projektområdet samt et projekt med bekæmpelse af signalkrebs og områdets historie.
Man kan ikke booke bålhus og shelter, så de kan benyttes efter ”først til mølle”- princippet. Der er rigelig plads til en skoleklasse eller en to-tre overnattende familier. Overnattende skal selv medbringe køkkengrej, vand m.v. Der ligger brænde ved bålhytten.
Brugergruppen omkring etableringen af det rekreative areal ved Årslev har ydet frivilligt arbejde ved etablering af faciliteterne og bidrager også til drift og tilsyn.
Der er adgang for offentligheden til ådalen efter naturbeskyttelseslovens almindelige regler. Det vil sige til fods og på cykel døgnet rundt på veje og stier, ligesom færdsel på ikke-hegnede, udyrkede arealer er tilladt.
Fra Årslev-siden kan man parkere foran forsamlingshuset, og fra Hvalløs-siden er der lavet parkeringsplads ved Dyrehavevej.
Naturprojektet i Alling Ådal
Se mere på om Alling Å projektet på http://naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/projekter/djursland/allingaa-projektet
Planter i Alling Ådal